Udgivet den

Et kig på Viagogo og markedet for videresalg af eventbilletter

Det er naturligvis altid sikrest at købe sine eventbilletter hos den autoriserede billetformidler, men hvad nu, hvis du af en eller anden årsag alligevel begiver dig ud i køb på det private marked? Hvad er op og ned? Vi tager et uafhængigt kig på Viagogo, verdens største markedsplads for handel med eventbilletter.

Der er altid en risiko ved at købe billetter af privatpersoner på diverse markedssider – uanset om det er internationale Viagogo, Facebook, Den Blå Avis, Gul & Gratis eller andre danske/internationale sider. Man kan stole på flertallet, men enkelte mennesker lader sig lokke af udsigten til nem indtjening. Sådan er det overalt i verden.

Dansk lovgivning forbyder videresalg af billetter til overpris – man skal holde sig til pålydende pris. Ordlyden i lovgivningen finder du her:
Lov om videresalg af billetter til kultur- og idrætsarrangementer (RETSINFORMATION.DK)

Hvad er Viagogo?

Viagogo er en markedsplads, hvor der handles millioner af eventbilletter hvert år mellem en sælger og en køber. Viagogo sørger for at have styr på sælgers og købers oplysninger, og selve systemet/softwaren er enormt pålideligt.

Viagogo har en garantiordning, der skal sikre, at køber får brugbare billetter, og hvis billetten ikke er valid, får sælger ikke sine penge af Viagogo. Køber har nemlig nogle få dage efter eventens afholdelse til at indgive klage over en ugyldig indgangsbillet, og sælger bliver først betalt ca. 5 dage efter eventens afholdelse – indtil da ligger købers betaling hos Viagogo.

Overdragelsen af en eventbillet foregår enten via “instant download” af billetfilen eller via verdensomspændende kurérforsendelse af ‘fysiske’ billetter. Kurérforsendelsen forestås af UPS og er inkluderet i den samlede pris.

Er Viagogo ulovligt?

Nej – Viagogo er blot en markedsplads, der lever af den provision, der tjenes ved hver eneste handel. Viagogo er med mellemrum i myndighedernes søgelys ift. at overholde lovgivningen i de enkelte lande, men det gør ikke Viagogo ulovligt.

Den generelle kritik af Viagogo er f.eks., at de bidrager til opskruede billetpriser, at de inden et officielt billetsalg sælger endnu ikke frigivne billetter (fordi de ved, billetterne kommer), at de ikke angiver varens oprindelige pris, eller at de ikke vil samarbejde med de kunstnere (Arctic Monkeys og Ed Sheeran), der forsøger at dæmme op for billethajernes videresalg af billetter. Viagogo trækkes jævnligt med retssager, og senest (november 2018) blev de ved en retssag pålagt at ændre og forbedre deres vilkår vedr. forbrugerbeskyttelse.

Viagogo som markedsplatform på det frie marked er generelt ikke et ulovligt foretagende, men det er en pengemaskine med mere fokus på indtjening end forbrugerens rettigheder. Viagogo fungerer dog upåklageligt rent teknisk, og platformen er enormt nem at anvende. I langt de fleste tilfælde kan man som køber forvente, at man modtager, hvad man har betalt for. Risikoen for snyd er langt mindre i dag, end det var tilfældet i Viagogos yngre år.

Det ulovlige i Danmark er billetsælgerens forsøg på at opnå en fortjeneste på videresalget – uanset om det er gennem Viagogo, Facebook eller DBA.

Viagogos negative sider

En udfordring hos Viagogo er, at de er enormt ufleksible og ofte er svære at komme i kontakt med. Man skal typisk bruge en standard formular, som de så besvarer. Laver du det mindste fejltrin vedr. køb/salg/kontakt, eller mister du den købte billet, er der ingen hjælp at hente.

En anden udfordring ligger i, at hos Viagogo er brugerens identitet ikke synlig over for modparten, inden man handler. Køber har ikke mulighed for at tjekke modpartens intentioner med et telefonopkald eller andet. Da Viagogos indtjening ligger i provisionen, har man naturligvis ingen interesse i at åbne identiteterne og dermed give køber/sælger mulighed for at handle uden om systemet.

Det betyder desværre også, at det er stort set umuligt for udenforstående at anmelde en sælgers forsøg på at bryde loven. Samtidig har Viagogo heller ikke interesse i at stoppe en handel til skyhøj pris – deres provision er en procentdel af salgsprisen.

I forhold til ovenstående er der i slutningen af 2018 for alvor kommet juridisk pres på Viagogo, og de må nødvendigvis forbedre gennemskueligheden markant i starten af 2019. Avisen The Guardian har lavet et overblik.

Viagogos provision

Den store ulempe ved Viagogo (ud over den manglende kontakt mellem parterne) er netop den enormt høje provision. Giver man f.eks. 300 kr. alene i provision pr. billet, er der altså andre måder at bruge sine penge mere fornuftigt på. Ganske vist er kurérforsendelsen ved køb af fysiske billetter inkluderet i provisionen, men det er stadig en pengemaskine, og det er dig, der står for skud.

Sælgers pris kan være sat drastisk ned kort før en given event, men næsten uanset hvordan man vender og drejer det, er køb på Viagogo et dyrt bekendtskab.

På et tidspunkt skal den rette koncertbillet nok dukke op andetsteds med bedre muligheder for at kunne tage bestik af sælger og købe til en fornuftig pris. Den officielle udbyder har ofte oprettet ventelister, man kan tilmelde sig, og nogle gange frigives et lille antal tilbageholdte billetter kort før koncertdagen.

Her hos KARKON har vi tit mulighed for at tilbyde koncertbilletten for pålydende pris som tilkøb til bustransporten, hvis man er tidligt nok ude. Ordnede forhold, gennemskuelige priser og mulighed for at komme i kontakt er altid at foretrække.

Viagogos ry i Danmark

Viagogo er meget udskældt i Danmark, mens de i andre lande efterhånden kendes som en pålidelig og velfungerende platform til handel med eventbilletter. Man kan således undre sig over, hvorfor deres ry er så dårligt i Danmark? Bliver alle danskere rent faktisk snydt, mens man ikke bliver snydt i Tyskland eller Frankrig? Kan man blive verdens største markedsplads for eventbilletter, hvis risikoen for at blive snydt rent faktisk ER så stor?

Verdens største billetudbyder/eventarrangør Ticketmaster / LiveNation arbejder hårdt på at advare imod det sekundære marked, og de er naturligvis en magtfuld deltager i spillet om verdensherredømmet.

Officielt handler det om at være på forbrugerens side og have et pålideligt produkt. Hele videresalgsmarkedet er desuden en kæmpe belastning for de autoriserede udbydere. Uofficielt handler det om markedsandele, magt, indtjening, markedsføring og kølig konkurrencementalitet, men dette er en historie for sig.

Er din privat-købte billet gyldig?

Du køber en koncertbillet på det private marked, og du bliver bagefter usikker på, om billetten er gyldig. Så ringer du måske til den officielle udbyder for at få svar. Udbyderen kan kun svare på, om stregkoden på tidspunktet for din henvendelse er gyldig, og det er den som regel.

Udbyderen har ikke en jordisk chance for at vide, om en given e-ticket (PDF-fil) f.eks. er videresolgt til flere forskellige personer. Særligt Ticketmaster og LiveNation Danmark bruger oceaner af ressourcer på dette hver eneste dag uden at få andet end irritation ud af det – og de kan ikke hjælpe dig.

Et råd herfra kan være:
Tænk over, om din usikkerhed bunder i advarselskampagner, panik, egen uforsigtighed eller en almindelig sund skepsis? Brug din sunde fornuft.

LINKS til eksterne artikler vedr. billethajer og videresalg:

Viagogo: Who runs it and who owns it? (THE GUARDIAN)
Viagogo – fakta og links til retssager (WIKIPEDIA)
Læs mere om at undgå billethajer her (artikel fra TÆNK)
Kampen mod billethajer – forbrugerrådet Tænk er gået i alliance med bl.a. Ticketmaster / LiveNation (GAFFA)
Ticketmaster afsløret i billet-svindel – tildeler billetter til billethajer uden om det officielle salg (GAFFA)
Ticketmaster sagsøges efter systematisk snyd (GAFFA)
Ticketmaster to close resale sites (BBC)
Billetlugens råd om at undgå billethajer (BILLETLUGEN.DK)
Lov om videresalg af billetter til kultur- og idrætsarrangementer (RETSINFORMATION.DK)

KARKON links:

Om vores koncertbusser
Hvorfor tage med KARKON til koncert?
Webshoppens forside
Handelsbetingelser